Historien om Cindy Chatters og muren der faldt

 

En fortælling fra Homeless World Cup i Paris, 2011. Om hvordan det danske hjemløselandshold fuldt ud levede op til OMBOLDs motto om klem, kram og kærlighed.

 

Homeless World Cup var ikke mange timer gammel, da OMBOLDs udsendte satte kursen mod det australske hold. Holdet fra downunder var den første udfordring for de danske drenge ved dette års Hjemløse VM, og det kaldte selvfølgelig på en smule research om- og interviews med- de australske spillere.

 

Interviewet fik smilene frem hos begge parter. (OMBOLDs Lene Knudtzen tv. og Australiens Cindy Chatters th.)

 

Cindy Chatters

 

Her fik vi fat i Cindy Chatters. En ung dame der som den eneste kvinde stillede op på et herrehold ved dette års VM.

 

I starten sagde jeg nej, men de blev ved med at spørge, og til sidst tog jeg med

Sådan beskrev Cindy sit møde med hjemløsefodbolden hjemme i Hobart i Australien. Hun havde gang på gang sagt nej, når Peter, Nathan, Mustafa og alle de andre på holdet havde spurgt om hun ikke ville med til træning. En træning der foregik hos Australiens svar på HUS FORBI – the Big Issue.

 

Til sidst fik de overtalt Cindy, og et halvt år senere stod hun nu i Paris. Udtaget på baggrund af god opførsel og træningsflid – parametre som alle de australske spillere var udtaget på.

Hvad vi ikke vidste, da vi mødte Cindy, var, at de danske drenge ville give hende det bedste minde fra Paris 2011.

 

 


Cindy her sammen med en skotsk spiller, der senere skulle gå hen og vinde dette års Hjemløse VM

 

Muren der faldt

 

De engelske kommentatorer udråbte ganske hurtigt Hjemløselandsholdets målmand Henrik Thomsen til ”The Wall” (Muren). Trods sine 42 år smed Thomsen sig rundt i målet som var han en ung knøs, der lige havde fået sit første par målmandshandsker. Enhver der var på stadion under dette års VM husker Thomsens fantomredning i straffesparksafgørelsen mod russerne og hans vanvittige dobbeltredninger mod Ukraine.

Men de fleste vil også huske denne søndag i august – førstedagen for Homeless World Cup 2011, hvor Thomsen for en kort stund lod muren falde, og dermed skabte et af de største øjeblikke.

 

Cindy sparker

 

I kampens døende sekunder og nede med 10-1 fik Australien tilkendt et yderst tvivlsomt straffespark. Peter Jaide fra det australske hold kiggede på Cindy og lod hende forstå, at det var hende, der skulle sparke straffet. Resolut tog Cindy bolden, og da dommerens fløjte lød, driblede hun ned mod Thomsen.

Til alles overraskelse – ikke mindst Cindys egen – udplacerede hun Henrik ”The Wall” Thomsen og scorede for Australien. Et øjeblik som alle på stadion vil huske, og et øjeblik som arrangørerne af dette års Homeless World Cup roste de danske drenge for at have været en del af.

Straffesparket sekund for sekund

 

Såvel australske som danske spillere skyndte sig hen for at lykønske Cindy med den flotte scoring

 

Klem, kram og kærlighed

 

Efter dommerens slutfløjt var det en flok danske drenge, der arm i arm med de australske spillere samledes omkring Cindy og hyldede hendes indsats. De danske drenge viste dermed lige præcis, hvad OMBOLDs hjemløselandshold også er – det er fodbold, men også klem, kram og kærlighed.

 

De danske og australske spiller i rundkreds med Cindy i midten

 

Cindy’s Favorite moment

 

Drengene gav Cindy en oplevelse for livet, og hvilken større anerkendelse kan man få end Cindys egen opdatering  fra i dag onsdag den 14 september på Homeless World Cup’s facebookside.

 

 

Tak til Cindy og tak til de danske drenge for et fantastisk Homeless World Cup 2011