|
Jeg har allerede åbnet op
Brian Christiansen, 33 år Bopæl: Jeg bor i Hvidovre i en lejlighed sammen med min kæreste og min søn på fem måneder. Jeg kommer oprindeligt fra Albertslund.
Uddannelse/arbejde: Jeg er uddannet automekaniker, men har kun arbejdet med det i tre måneder. Jeg har mange halve uddannelser, bl.a. som tømrer, elektriker og møbelsnedker, men har ikke papir på noget af det. Mit seneste job sagde jeg op i november, fordi det ikke hang sammen med familielivet. Nu er jeg begyndt at søge igen – som pædagogmedhjælper. Det har jeg prøvet før, og det var fedt og hyggeligt.
Hjemløshed: Jeg har været hjemløs det meste af mit liv. Jeg fik min første lejlighed i juni sidste år. Siden jeg var 16 år, har jeg rejst verden rundt, opgivet alt herhjemme flere gange og er bare taget af sted. Det har jeg brugt 10-11 år af mit liv på. Og det har givet mig alt! På godt og ondt. Jeg har set grimme ting ude i verden, men jeg har også fået en stor livserfaring, menneskekendskab og lært mine egne grænser at kende.
Jeg har også været hjemløs i Danmark, boet på gaden i korte perioder, to måneder i Hareskoven engang og har sovet hos kammerater rundt omkring. Men jeg er blevet for gammel til det liv. Det er for stressende at skulle tænke på sin egen overlevelse fra morgen til aften. Det har været en svær omstilling – friheden var mit narko.
På Solvang (boform for hjemløse i Glostrup, red.) fik jeg hjælp til at have en normal hverdag med indkøb, rengøring osv., og jeg kunne mærke, at det er sådan et liv, jeg skal have nu. Så selvom jeg stadig er en rebel, har jeg indset, at man er nødt til at indordne sig en smule.
Fodbolderfaring: Jeg har spillet, siden jeg var lille, og i mine bedste år blev jeg spået en karriere som professionel. Jeg har spillet i 1. division og siddet på bænken i superligaen for Fremad Amager. Jo, jeg havde en drøm om at blive professionel fodboldspiller, men Albertslund er et svært sted at vokse op. For mange fristelser på hvert gadehjørne, så jeg valgte at rejse langt væk. Men jeg har da vundet fem pokaler med holdet fra Solvang.
Landsholdet: At komme på Hjemløselandsholdet betyder, at jeg har opnået det mål, jeg satte mig selv, da jeg boede på Solvang. Jeg brugte landsholdet som et mål for kunne finde ud af at blive i Danmark og skaffe mig en lejlighed. Belønningen ville så være at komme ud at rejse - med en etableret base. Og nej, jeg blev ikke overrasket over, at jeg blev udtaget. Jeg er i god fysisk form, træner hver dag og har deltaget i alle OMBOLDs’ stævner.
VM i Italien: At skulle repræsentere Danmark betyder ikke det store for mig, jeg repræsenterer mig selv. Men jeg har store forventninger til forløbet med holdet og især den træneruddannelse, vi får. Jeg vil gerne være træner på sigt, så jeg glæder mig meget. Og jeg tror på, at det kan flytte noget hos mig personligt. Jeg er et meget indelukket menneske, og jeg kan allerede mærke, at jeg er åbnet op. Det tror jeg, at holdet kan gøre for mig.

Lorem ipsum dolor sit amet, contetuer adipiscing eacus. nean it mauris. llus porta. Fusce suscipit varius mi llus porta. Fusce suscipit varius
|
Lorem »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.
Lorem »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.
|