Blot 4 dage efter triumfen til OMBOLD Cup, hvor Hjemløselandsholdet vandt finalen i den årlige showturnering, ventede en ny og langt hårdere opgave mod Næstveds første divisions hold.
Kampene blev afviklet på hjemløselandsholdets faste hjemmebane – Rådhuspladsen og blev spillet i et højt tempo med stor intensitet. Næstved lagde hårdt ud og det var tydeligt at de ikke delte almisser ud bare fordi det var hjemløselandsholdet de stod overfor og var foran 5-1 ved halvleg. De var også blevet advaret over hjemløselandsholdets niveau med Hjemløselandsholdet sejr over Roskilde FC – så landsholdet blev ikke undervurderet af divisionsholdet, hvilket ellers ofte sker i denne type kampe. På den anden side virkede det ikke som om hjemløselandsholdet var rigtig op i gear og spillede under niveau med alt for mange fejl.
Det blev rettet i pausen, men alligevel blev hjemløselandsholdet kynisk straffet af et meget velspillende Næstved, og de øgede føringen og vandt den først kamp overbevisende.
Den anden kamp startede mere lige, og de røde blusede fra Hjemløselandsholdet begyndte at spille med tempo og kombinationerne begyndte at fungere. Efter en intens første halvleg i anden kamp, stod den 4-4 ved halvleg. I anden halvleg kunne sejren være gået til begge sider. Desværre – for hjemløselandsholdet, var det Næstved der igen trak sig sejrrigt ud af kampen.
I den tredje og sidste kamp, var det tydeligt at Hjemløselandsholdet havde noget at bevise. De satte sig fra starten på kampen og spillede rigtigt godt fodbold med præcise afleveringer, tempo, ro og frem for alt kvalitet i afslutningerne. Efter at have ført hele kampen, så kunne de røde og hvide endelig trække sig fra kampen med en overbevisende sejr i rygsækken.
”Det var en rigtig hård, men god kamp, og jeg er da utrolig stolt over at kunne spille op med spillere fra Danmarks næstbedste fodboldrække. Vi tabte denne gang men glæder mig til at få revanche når vi møder dem igen til august.”, udtaler Hjemløselandsholdet´s anfører, Tim Møller Buus.
Hjemløselandsholdet´s næste kamp spilles i august i forbindelse med DM i gadefodbold i Næstved. Der vil komme mere info på vores hjemmeside og på Facebook når tiden nærmer sig.






