Solvang blev skygget af parasollen, da sidstnævnte hev pokalen med hjem til Aalborg

 

Der var ikke mange blandt publikum og øvrige deltagere, der forstod hvad der blev sunget, men ingen var i tvivl om, at det var en sejrssang grønlænderne fra Cafe Parasollen brød ud i, da de med en 3-1 sejr over Solvang hev det Jyske Mesterskab 2011 hjem til Aalborg.

 

 

Fem timer tidligere havde OMBOLDs udsendte medarbejder kigget ned over tilmeldingerne for at vurdere, hvem der umiddelbart syntes at skulle kæmpe om pokalen i år. Nuvel, det er ingen nem opgave, da de deltagende hold sjældent er helt de samme stævne efter stævne, men hvis man følger godt med i hjemløsefodbolden og ved, hvad der rører sig på transfermarkedet, kan man godt komme med ret præcise bud.

 

                                                                                       Det var en smuk fodbolddag i det jyske

Solvang med spændende nye spillere

Til dette JM var der som altid drengene fra Frem Aktiv, der altid blander sig i toppen. Vurderingen var dog, at de ikke helt ville nå op på det niveau man så fra Cafe Parasollen ved OMBOLDs Danmarksmesterskaber i Aalborg tilbage i juni måned. Da var drengene fra Parasollen godt nok på hjemmebane, men de viste allerede da rigtig flotte evner på banen – såvel teknisk som taktisk.

 

                                                                                 Frem Aktiv i den ventede semifinale mod Solvang

 

Denne gang havde Parsollen imidlertid to hold med, og det var uklart om begge ville holde samme høje niveau. Samtidig ventede der såvel Frem Aktiv som Parsollen en stor udfordring fra København. Drengene fra Solvang havde nemlig meldt deres ankomst, og de havde en række nye spillere med i bilen. En af disse var den tidligere Matchbold-profil Chris, der er fysisk stærk, har målnæse og, ifølge hans tidligere træner, besidder Danmarks mest præcise indersideaflevering. Med ham i forsvaret foran tidligere landsholdskeeper Henrik Olesen og med Mike oppe i front, kunne det meget vel blive en modstander for Parsollen i finalen.

Havde man dertil gjort sig selv den tjeneste at møde op til OMBOLDs åbne tirsdagstræninger i Boblehallen i Valby, ville man have opdaget, at Chris ikke var den eneste forstærkning på Solvang. Nej, Olesen, Mike, Magdi, Bülan og de andre havde nemlig taget Imran med til træningerne og i ugerne op til JM stod det klart, at han var en markant forstærkning på holdet.

 

FCR – Dark Horse

Årets mest ubeskrevne blad var de to hold fra Retspsykiatrisk, Aarhus. De havde fået deres debut ved DM i Aalborg og havde vist, at med noget mere træning og ved at samle de to holds bedste spillere kunne de absolut blande sig i toppen. Inden stævnestart var de da også publikums bedste bud på en outsider.

 

                                                                                         FCR sparker igennem mod Parasollen 2

 

Det skulle dog vise sig, at holdene fra FCR stadig har et stykke vej til toppen, men ganske som forudsagt placerede de sig lige under de tre forhåndsfavoritter – Frem Aktiv, Solvang og Parsollen.

 

Matchboldpokalen skabte en episk fight

FCR kunne ikke kæmpe med om de øverste placeringer, men til gengæld leverede de to mandskaber  en episk fight, da de røg op mod hinanden i finalen om OMBOLDs Matchbold-pokal, – en pokal der går til vinderen af B slutspillet. Her var begge målmænd i en klasse for sig. Der blev afsluttet fra alle leder og kanter, men ind ville bolden ikke. Da det endelig lykkedes FCR1 at kommer foran efter 6 minutter udlignede FCR2 kort efter. Da dommer Michael Kofoed fløjtede kampen af, var det derfor tid til straffespark. Her viste FCR1 at de havde styr på nerverne, og de løb med sejren på 4-3.

 

Ikke det eneste lokalopgør

Det var imidlertid ikke kun FCR, der kom i lokalopgør. Også de to hold fra Parasollen måtte op mod hinanden. Det skete i den første semifinale, hvor Parsollen 1 viste sig som klart stærkest selvom Parsollen 2’s målmand Christian Otto viste, at han var turneringens stærkeste målmand.

I den anden semi røg Frem Aktiv op imod Solvang, og her blev der gået til stålet. Således måtte dommer Michael Kofoed flere gange give henstillinger. Solvang – med en Mike i topform – var dog det bedste mandskab og de tog sikkert en plads i finalen.

 

Parasollen vs. Solvang

Så er vi tilbage ved den omtalte sejrssang. For efter 7 intense minutter kunne drengene fra Parasollen bryde ud i sejrssang. Solvang takkede for kampen, og OMBOLD takkede for endnu en fremragende dag med masser af klem, kram og kærlighed.

Rygtet vil vide, at OMBOLD fik optaget en fed video af minutterne efter dommer Kofoeds slutfløjt i finalen. Følg med her på www.ombold.dk – videoen er lige på trapperne.

 

                                                                        Smilene var brede hos Cafe Parasollen efter deres finalesejr

 

Nu venter SM ude i horisonten, men først skal de bedste OMBOLD spillere en tur til Paris. Danmark skal forsøge at forbedre 32. pladsen fra VM i 2009. Vi ønsker drengene al held og lykke. Følg drengenes færden i Paris på www.ombold.dk og på facebook.